Danielssens beskrivelser av St. Jørgens Hospital fra 1841

Legen Daniel Cornelius Danielssen (1815-1894) begynte sine vitenskapelige undersøkelser ved St. Jørgens Hospital i 1839. Etter få år ble han hospitalets faste lege, og senere ble han også overlege ved det nye Lungegårdshospitalet. Da han i 1841 skrev en innberetning om St. Jørgens Hospital til Kirke- og undervisningsdepartementet var han ennå en ganske ung mann på vei inn i medisinens og vitenskapens verden.

Daniel C. Danielssen.
Foto: Universitetsbiblioteket i Bergen.

Kort om beretningen
Skrivet til departementet var kritisk til hvordan hospitalet var drevet og innredet. I dag er det verdifullt fordi beretningen gir et levende bilde av hverdagen på hospitalet. Samtidig må vi huske på at beskrivelsene kan være farget av Danielsens kritiske syn på driften av institusjonen. 

I innberetningen forteller han om noen av sine observasjoner av hvordan sykdommen artet seg, og gir en del beskrivelser av hvordan de syke beboerne så ut. Ofte mistet de dessuten følelsen i deler av kroppen, og han beskriver blant annet hvordan mange av den grunn ikke følte smerter ved amputasjoner. Ofte led de av en “forminsket Livsvarme” – de frøs lett. Siden de også manglet følelse i deler av kroppen kunne de lett brenne seg når de sto og varmet seg ved ovnen med hendene bak på ryggen. Dette merket de ikke selv før de kjente lukten i rommet. 

Danielssen gir også en grundig beskrivelse av bygningene og rommene på St. Jørgens Hospital. Han beskriver blant annet de små pasientrommene, der de bodde to sammen, og der beboerne ofte oppbevarte matvarer. Selv klarte han nesten ikke oppholde seg der, på grunn av luften og lukten på rommene. Det at stuene hadde dører inn til kjøkkenene gjorde også at både matlukt, røyk og andre “Ureenligheder” slapp inn. 

En annen ting han var kritisk til, var at hver av de syke sørget for mat til seg selv. Dermed kjøpte de mat som var billig, men ikke nødvendigvis næringsrik. Han beskriver hva de spiste og den hektiske aktiviteten på kjøkkenet når de skulle lage mat. 

Danielssen reagerte dessuten på mangelen på kontroll på hospitalet. Ikke bare kunne de syke spise og drikke hva de ville, de kunne også gå ute i byen når de ville, unntatt om natten. Hans forsøk på å helbrede dem vakte stor uvilje blant beboerne, noe som gjorde at han snart ga opp. Han konkluderte dessuten med at det var unyttig å fortsette med forsøk på å helbrede de syke, når hospitalet led av så mange vesentlige mangler. 

Mye av kritikken hans samsvarer med det brigadelege Johan Hjort skrev i en innberetning til departementet i 1832, etter å ha besøkt hospitalet rundt ti år før Danielssens innberetning.

Les deler av beretningen
Nedenfor finner du utdrag av Danielssens «Iagttagelser«, sendt inn som Officiel Indberetning til Kirke- og Underviisnings-Departementet, datert 12 Januar 1842.

Iagttagelser om Spedalske i St. Jörgens Hospital i Bergen i 1841.

Ved Corpslæge D. C. Danielssen i Bergen.

(…) 

I det forlöbne Aar har det opholdt sig i Hospitalet 155 Individer, hvoraf 79 Qvinder og 76 Mandfolk. (…) 

Saavidt jeg har iagttaget, er der iblant de Spedalske, som have opholdt sig i Hospitalet i det forlöbne Aar, kun to Former af Sygdommen, nemlig Elephantiasis anæsthos og Elephantiasis tuberculosa. Den förste charakteriserer sig ved en gustenbleggul og noget i det violette spillende Hudfarve, en tör og slap Hud, Fortrækninger i Ansigtet, Ektropier, en formindsket og i den complette Udvikling aldeles tilintetgjort fölelse i alle de blöde Dele på Extremiteter, Ansigt og omtrent den nedeste Halvdel af Kroppen, en formindsket Livsvarme, Ulcerationer, der gjennembore Huden, og endelig Caries og Nekrosis, hvorved hele Ledemod bortspises. Det animalske Liv kan man med god grund si er udslukt i de omtalte Dele; thi man amputerer Lemmer, uden at den Syge föler det Ringeste til Smerter, ja han veed ikke engang af, at man har begyndt Amputiationen, förend han hörer Saugen overskjære Os; og det hænder ikke sjelden, at disse Syge, der næsten jævnligen klage over Kulde, ved at varme sig ved Ovnen i en Stilling med Hænderne bag paa Ryggen, udsætte sig for Forbrændinger i sidste Grad, hvorpaa de först blive opmærksomme, enten ved den i Værelset udviklede Brandlugt, eller ogsaa ved de tilstedeværende Syge.

(…) 

St. Jörgens Hospital har nærmest været bestemt til en Pleieanstalt og er som saadan maadelig nok. Det har en lav og sumpig Beliggenhed og er bygget i en temmelig gammel Stil, uden syndelig Hensyn paa, at det skulle beboes af Syge. Det har to Bygninger, hvori Syge opholder sig. Den störste er toetaget og udgjör to Stuer, der optage begge Etager og ere adskilte ved to store Kjökkener. I hver Stue er et Galerie, og saavel ovenpaa som under dette er der lang begge Sider smaae indbyggede Celler, som ere forsynede med en Dör enten til Galeriet eller Stuen. I den störste Stue, der udgjör den östre Flöi, er der 40 saadanne Celler, 20 under og 20 ovenpaa, og denne Stue med samtlige Celler opvarmes af to temmelig store Ovne, som staae omtrent midt i Værelset. Hver Celle er 3 Alen og 2 Tommer lang, 3 Alen og 9 ½ Tomme bred, og 4 Alen og 4 Tommer höi, og har, med Undtagelse af 8 Stykker, der ere aldeles mörke, et lille Vindue, som ere ligeoverfor Dören. Stuen et et fælles Arbeidsværelse for dem, der opholde sig i disse 40 Celler, og har en Dör, som stöder til Gaarden og en, der vender ut til et af Kjökkenerne. En saadan Celle har to Senge og beboes af to Spedalske, som opbevarer deri forskjellige slags Madvarer, saasom Smör, Ost, Mælk, Fisk m. M. I den venstre Flöi er der en lignende Stue, som kun har 16 Celler af omtalte Störrelse og hvoraf en er optagen af Lægen. Denne Stue med Celler bliver opvarmet af een Ovn og staaer ligeledes i umiddelbar Forbindelse med det andet Kjökken. Den mindste Bygning, der ligger söndenfor hiin, bestaaer ogsaa af to Stuer, som ere adskilte ved et Kjökken, hvorigjennem Indgangen er. Her er intet Galerie og hver Stue har 8 Celler.

Denne uhænsigtsmæssige Bygningsmaade ved en Indretning, der hospiterer saa mange Syge, bidrager ikke lidet til at forværre deres Tilstand. De, som beboe Galerierne, have regelmæssig om Vinteren fra 6-8 Graders höere Temperatur, end de, der boe nedenunder, og om Sommeren varierer Forskjellen imellom 2 og 4 Grader, hvilket har til Fölge, at de paa Galerierne plages af en stærk, trykkende Hede, som gjör Aandedrættet besværligt; og da Atmosphæren der er mere Ureen, mere mephitisk, om jeg saa maatte kalde den, saa gaaer Oxydationen af Blodet sparsommere for sig. Dette gaaer endog saavidt, at de, i hvis Bryst en hel Deel Tuberkler sitte og som Fölge deraf have Vanskelighed for at fylde Lungerne med Luft, befinde sig langt bedre, aande langt lettere, ja faae formelig et mindre blaaligt Udseende, naar de en Tid have holdt sig nedenunder. Dersom det forholde sig saa, som enkelte Læger have paastaaet, at de Spedalske trivedes godt og befandt sig vel i en bedærvet Atmosphære, og at de ikke taalte at indaande reen Luft, saa maatte man jo ogsaa indrömme, at St. Jörgens Hospital var overmaade beqvemt for dette Slags Syge; men da Erfaring viser, at deres Sygdom med deres Lidelser forværres, og nye Sygdomme opstaae, naar de opholde sig en Tid i et Rum, hvor Atmosphæren er hed og mindre reen, hvilket er Tilfældet med Hospitalets Arrestværelse, – saa var der vist nok önskeligt, at deres Opholdssted maatte blive mindre farefuldt. Indretningen med Cellerne er ligesaa uhensigtsmæssig, som Galeriet; this naar Dören holdes igjen, hvilket jævnligen er Tilfældet, naar de ere sengeliggende, saa er det begribeligt, at Uddunstningen af to Spedalske i et saa lidet Rum i Forening med Uddunstningerne af de forskjellige Victualier, som opbevares deri, maa meget snart bedærve den indesluttede Atmosphære; – ja stundom er denne ogsaa i den Grad ureen, at det er mig umuligt at opholde mig en kort Tid deri, förend jeg har skaffet friskere Luft derind. At Stuernes Döre vende lige  ud til Kjökkerne, har jo ogsaa mange Ulemper; thi Madlugt, Rög og andre Ureenligheder ere deraf de nærmeste Fölger.

Men hvad der er endnu værre og skadeligere ved denne Indretning er, at der ingen ordentlig Oekonomie holdes. Enhver Spedalsk har 4 Skilling daglig og Andeel i de betydelige Gaver baade af Penge og Victualier, der tilsendes Hospitalet. For dette maa han forskaffe sig Klæder, Reenlighed, Pleie og Kost, og har endogsaa indtil det sidste Aar betalt Afgifter til Kirkens Betjente. Omendskjönt Gaverene ere betydelige, have de dog aldrig været tilstrækkelig til at forskaffe de Syge et Ophold, frit for Næringsomsorg, hvilket har gjort, at de have drevet og drive forskjellige Slags Haandterninger, der maae ansees skadelige, forsaavidt de ere forbundne med mange Ureenligheder. Hver Spedalsk besörger sin egen Husholdning, indkjöber selv de fornödne Födemidler og seer da ligesaa meget paa det, der er billigt, som paa det, der kildrer Ganen. Saaledes gjörde de meget af Kjöd og Fiskespiser, baade ferske, saltede og spegede, og da Gjerne bestaae for det meste af Spekekjöd og Flesk, forskjellige slags Oste – Gammel- og Myseost -, saa bidrager ogsaa dette meget til, at deres Diæt langtfra er svarende til deres Sygdom. Om Morgenen drikkes det kaffe, og det er ikke en Kop, men en ordenltig Skaal, og de, hvis Resourcer ere desto bedre, have da tillige varm Frokost, bestaaende av Kjöd, Fisk, Kjödsuppe eller andet Saadant.

Klokken 9 om Formiddagen begynder begyne Tilberedelserne til Middagen, og der er da i Kjökkenet et sandt Svinerie, hvilket ogsaa er let forklarlig, naar man veed, at der skal koges til hver Syg især. Det er saaledes i dette Tidsrum et Antal fra 100-135 Gryter i Aktivitet, hvori de meest heterogene Ting befinde sig, og aldrig saasnart ere disse benyttede, förend de aflöses af næsten ligesaa mange Kaffekjedler. Öl er en almindelig Drik, og dette anretter da også tilstrækkelig Skade; man mærker saaledes let, naar Juleöllet paa det nærmeste er uddrukket; thi da ere Tuberklerne frodigere, end nogensinde för, Huden er brændende, og der klages ynkeligen over Smerter i de forskjellige Dele; men at overbevise dem om, at Öllet er Skyld deri, er ligesaa urimeligt, som at hæmme deres Drik. Nogen overdreven Brændeviinsdrik er her nu ikke mere; men af og til at tage sig en Dram, naar de have været ude i Byen, og enten ere blevne vaade eller fryse, ansees af dem for at være baade nödvendigt og gavnligt, og det har ikke lykkes mig at overtyde dem om det Skadelige deri. Fruentimmerne nyde, istedet for Brændeviin, Mjöd og Vine, og disse Ting ansee de for nödvendige Vederqvegelsesmidler. Der existerer ingen Control, de Syge kan nyde, hvad de selv önske, baade af Spiser og Drikke, de kunnde gaae ude i Byen og promenere til hvilkensomhelst Tiid, naar undtages Natten, og paa hvilkesomhelst Steder; og naar de angribes af en eller anden acut Sygdom, saa maa jeg smukt bede dem om at ikke at nyde de sædvanlige Sager, ja ofte staae lange Stunder med al min Overtalelsesevne for at formaae dem til at bruge Medicin, og jeg anseer det for en Gevinst, naar jeg af og til kan opnaae dette. Tilliden til Lægehjelp var aldeles ödelagt, da jeg overtog Forretningerne ved Hospitalet; værre kan den ikke være, og jeg maa baade önske og haabe, at den har hævet sig noget.

Under saadanne Omstændigheder, hvor Indretningen lider af saa mange væsentlge Mangler, fandt jeg det baade unyttigt og urigtigt i Længden at anstille Forsög med at helbrede de Syge, saa meget mere, som jeg derved vakte en almindelig Uvillie iblandt de Spedalske, og dette gjorde, at jeg meget snart ophörte med de begyndte Forsög, og gikk over til at palliere.

Der er neppe nogen Sygdom, som er afskyeligere, end Spedalskhed, og der er heller ikke Nogen, der er mere ynkværdig, end de Stakler, som angribes af den. De udstödes fra deres kjæreste Omgivelser og ere til Rædsel og Afskye for deres medmennesker; de see den frodigste Alder, det friskestes Udvortes og de gladeste Forhaabninger gaae med den tilgrunde, og de henslæbe deres elendige Liv i en uafbrudt Række af Qvaler, uden det minste Glimt af Haab om nogensidne at blive befriede fra dem. De ere for Staten döde Borgere, der have vandret et godt stykke paa Veien til deres Grav, naar de ere blevne indlemmede i St. Jörgens Hospital.

All Rights Reserved