Hildebrandt Meyers beskrivelse av hospitalet fra 1764
Hildebrandt Meyers beskrivelse av St. Jørgens Hospital fra 1764
Hilbrandt Meyer (1723-1785) var både embedsmann, forfatter og kjøpmann. Han var også borgermester i Bergen fra 1763 til sin død. Meyer brukte mye tid på å studere byens historie og samle historiske kilder, og det mest kjente verket er hans Bergens-beskrivelse, Samlinger til den Berømmelige og Navnkundige Norske Handel Stad Bergens Beskrivelse.
I denne boken gir han et riss av byens historie, og beskriver flere av byens sentrale bygg og institusjoner. Beskrivelsene er illustrert med laveringer med tusj og akvarell av stadsbyggmester Johan Joachim Reichborn. En av institusjonene som blir beskrevet er St. Jørgens Hospital.
Stadsbyggemester Johan J. Reichborns lavering av St. Jørgens Hospitals østre side, mot dagens Kong Oscars gate, i 1768. Hilbrandt Meyers håndskrevne originaltekst med Reichborns illustrasjoner finnes i arkivet etter De eligerte menn. Bergen byarkiv. Foto: Ingfrid Bækken.
Kort om beskrivelsen Meyer forteller både om hospitalets historie og om bygningene, og i svært rosende ordelag beskriver hvordan det var på hospitalet i hans egen tid. Her har vi tatt med den delen av beretningen som forteller om hvordan lemmene hadde det.
Som borgermester hadde Meyer ansvar for tilsyn med driften av hospitalet, og kanskje er det grunnen til hans positive beskrivelse av forholdene ved hospitalet. Det kan jo også hende beboerne la seg ekstra i selen de gangene borgermesteren var på inspeksjon. I dag vil vi nok finne mange av formuleringene pussige og overdrevne, som når han forteller at beboerne var uten sorg og bekymringer. Selv om hospitalet kunne være det beste alternativet for mange av beboerne, vil vi tro at livet som uhelbredelig leprasyk på midten av 1700-tallet innebar både sorg og bekymring.
På hospitalet hersket orden med bønn og lovsang morgen og aften, og offentlig preken hver søndag og fredag. Beboerne hadde “Velindrettede Hus-Værelser, fri Underholdning, Tilsyn og Pleye” – “Underholdning” da i betydningen penger til å klare seg for, og ikke noe morsomt, som ordet betyr i dag. Derfor levde de i ubekymret rolighet, forteller han. Han beskriver hvordan de som er i stand til det arbeidet. Mennene produserte ting som sko, trespann, trestamper og fuglebur, mens kvinnene spant tau og garn og vasket klær. Beboerne var svært arbeidsomme, og til og med fornøyde og muntre når de arbeidet. “(…) i alt dette seer man at alle disse gjøre deres Arbeide med en synderlig Lyst”, skriver borgermester Meyer.
Kapittel 26 i Hilbrandt Meyers Bergensbeskrivelse fra 1764 omhandler St. Jørgens Hospital. Bergen byarkiv. Foto: Ingfrid Bækken.
Les utdrag av Hilbrandt Meyers originaltekst Nedenfor kan du lese et utdrag av Meyers kapittel om St. Jørgens Hospital. Vi har valgt ut beskrivelsen av hvordan lemmene hadde det på hospitalet på 1760-tallet.
Utdrag fra kapittel 26 i Hilbrandt Meyer: “Samlinger til den Berømmelige og Navnkundige Norske Handel Stad Bergens Beskrivelse”, 1764.
I det jeg her handler om Lemmerne udi denne Stiftelse, maa jeg tillige giøre en Undersøgning, som vil maaske ikke falde ubehageligt, og kan regnes blandt det der er Betragtning og Undersøgning værd, nemlig:
Hvorledes deres Skiæbne og Sygdom kan være at ansee? Naar man allene træffer sine Betragtninger til deres Sygdom, anseer deres Hæslige Bylder, og eftertænker at samme ligesom haver udelukket dem fra Andre Menneskers Samqvem, da maa det tilstaaes, at deres Skiæbne synes at være haard og deres Omstændigheder beklagelig; Men gaar man videre med sine Betragtninger, da skal man befinde, at samme i sig selv ikke er saa aldeles haard som den synes at være, og at den Guddommelige Husholdnings Maade, har heri, som i alle andre Ting i Verden, viist sig forundringsverdig udi sin Hellige Bestyrelse, ved at læmpe det ene efter det andet.
Seer man til de iblandt disse Lemmer som midt udi deres Sygdom kan være på Fødderne og haver nogen Kræfter tilbage, da seer man de aller fleeste av dem, efter deres Maade, at være Arbeidssomme, og midt udi deres Arbeide at være muntre. De arbeider mange Ting med Hænderne, og giøre sig en indbyrdes Ære og Fornøyelse av det som de saaledes kan tilveyebringe. Hos de allerfleste av dem som jeg haver talt med, har jeg merket en Hengivenhed av det Slags, som man ikke uden Forundring kan tage under Betragtning.
Deres Sygdom ansee de for noget som ikke kan forandres, for noget som de ere underkastede, og derfor finder man dem gemeenlig ikke længere end ved Skilsmissen med deres Venner og nogle faa Dage derefter, bekymrede, siden blive de igien stille, og endelig efter Omstændighederne, fornøyede og muntre, og gribe til et eller andet Arbeide som de have lært, saa at det ikke er rart at finde dem i hobetall, nogle ved at arbeide Karr, Spande og Stamper og nogle ved at forferdige Fugle-Bure m: v: Fremdeles findes der andre som forferdiger Sko til Bønder og andre gemeene Folk; Kort sagt, naar man kommer ind udi dette Hospital paa de Tider, skulde man forestille sig, ved at betragte en temmelig Deel arbeidende Mandfolk, og en ligeledes temmelig Deel arbeidende av det andet Kjøn, hvis Arbeide bestaaer i at toe Klæder, at spinde og tvinde Traad, og Garn m: v:, at man heller kom ind udi et Manufactur end et Hospital. Og i alt dette seer man at alle disse giøre deres Arbeide med en synderlig Lyst.
Naar man nu hertil lægger det som de nyder af Stiftelsens Gode; den Orden der findes udi det som kaldes Guds Tieneste med Bøn og Lov-Sang Morgen og Aften; Offentlig Prædiken udi deres Kirke Hver Søndag og Fredag; Velindrettede Hus-Værelser, fri Underholdning, Tilsyn og Pleye; saa giør alt dette, at de fleeste av dem tilbringe deres Dage udi en ubekymred Rolighed, og er fri for det som udi Hus Standen kaldes Sorg og Bekymringer med meere.
